Psoriasisgigt (Psoriasisartrit)

Hvad er psoriasisgigt?

Psoriasisgigt er en form for gigt (ledbetændelse), der kan ramme psoriasispatienter (op til 1/3 af patienterne). De fleste udvikler først psoriasis og får senere stillet diagnosen psoriasisgigt, men ledproblemerne kan sommetider sætte ind, før skaderne på huden kan ses.

Psoriasisgigt kan opstå hos personer uden hudproblemer, især hvis man har familiemedlemmer med psoriasis. Sygdommen rammer normalt personer mellem 30 og 50 år. Risikoen er den samme for mænd og kvinder.

Smerter, stivhed og hævelse i leddene er de primære symptomer på psoriasisgigt. Symptomerne kan vise sig i en hvilken som helst del af kroppen, for eksempel fingerspidser, tæer og rygrad, og kan svinge fra forholdsvis milde til alvorlige. Ved psoriasisgigt kan perioder med opblussen af sygdommen veksle med perioder med bedring. Diagnosen psoriasisgigt stilles ofte på baggrund af patientens sygdomshistorie, en helbredsundersøgelse og diagnostiske test. Der kan forekomme muskel- eller ledsmerter uden ledbetændelse (hævelse). Senebetændelse og slimsækbetændelse kan være fremtrædende kendetegn. Hævede fingre og tæer kan tyde på en “pølselignende” tilstand, der kaldes for daktylit. Psoriasisgigt rammer normalt de distale led (leddene tættest på neglene) på fingre eller tæer. Det nederste af ryggen, håndled, knæ eller ankler kan også være ramt. I nogle tilfælde er der smerter og rødmen i øjnene (iritis eller uveitis).

Psoriasisgigt (Psoriasisartrit)Uden den rigtige behandling kan patienterne udvikle deforme led og deraf følgende funktionsnedsættelse. Tidlig diagnosticering og korrekt behandling er derfor vigtig for at forebygge ledskader. Fysisk aktivitet er også med til at opretholde mobiliteten og forebygge funktionsnedsættelse.

Patienter med psoriasisgigt har risiko for at få visse andre kroniske tilstande, for eksempel hjerte-kar-sygdom, svær overvægt og sukkersyge. Derfor er det vigtigt at leve sundt.