Psoriasis

Hvad er psoriasis?

Psoriasis er en af de mest almindelige kroniske hudsygdomme. Den rammer 2-3 % af befolkningen. Generelt opstår psoriasis hos personer i alderen 20-30 år, men den kan også starte allerede i barndommen. Risikoen er den samme for mænd og kvinder.

Psoriasis er kendetegnet ved, at processen med fornyelse af hudcellerne sker for hurtigt, så der opstår velafgrænsede røde pletter, som er dækket af sølvblanke skæl. Sådanne psoriasis-pletter kan være kløende og ømme og kan forekomme forskellige steder på kroppen, for eksempel albuer, knæ, ben, hovedbund, ryg, ansigt, kønsorganer, negle, håndflader eller såler. Symptomerne kommer og går, varierer fra person til person og skifter placering med tiden hos den samme person.

Årsagen til psoriasis er ukendt. Det vides dog, at de hvide blodlegemer spiller en rolle i udviklingen af sygdommen. De hvide blodlegemer er en del af kroppens immunforsvar. Hos psoriasis kan disse blodlegemer få signaler, der får dem til at gå ind i huden og deltage i de mekanismer, der fører til fremskyndet deling af hudcellerne (3-4 dage sammenlignet med de normale 28 dage). Aktiveringen af de hvide blodlegemer kan ved psoriasis blive udløst af for eksempel infektioner, stress eller visse lægemidler. Normalt kan diagnosen stilles, hvis man ser på patientens sygdomshistorie kombineret med en klinisk undersøgelse af hud, hovedbund og negle. Der er i sjældne tilfælde behov for at udtage en lille hudbiopsi for at finde den nøjagtige type psoriasis og udelukke andre sygdomme.
Behandlingen af psoriasis afhænger af sygdommens sværhedsgrad, pletternes størrelse, typen af psoriasis og patientens reaktion på behandling.

psoriasisPersoner med psoriasis har øget risiko for at udvikle andre tilstande, for eksempel sukkersyge, forhøjet blodtryk og ekstrem overvægt. Det er derfor vigtigt både at leve sundt og holde sygdommen under kontrol.

Op til 1/3 af patienterne med psoriasis kan udvikle psoriasisgigt, som er betændelse i leddene og sommetider også rygrad, negle eller øjne, eller entesopati. For det meste opstår psoriasisgigt adskillige år efter, at man har fået diagnosen psoriasis.