Myelodysplastisk Syndrom (MDS)

Myelodysplastisk syndrom (MDS) dækker over en gruppe sygdomme i knoglemarven, som er kendetegnede ved en defekt i stamcellerne. Det betyder, at stamcellerne i knoglemarven kan miste deres evne til at danne modne blodlegemer. Den normale knoglemarv bliver derfor gradvis erstattet af de umodne blodlegemer, og udviklingen af normale blodlegemer forstyrres.

I knoglemarven er blodlegemerne umodne (stamceller) og i stand til at reproducere og fremstille forskellige typer modne blodlegemer, som normalt cirkulerer i blodet. En stamcelle kan blive til en myeloid stamcelle eller en lymfoid stamcelle. De lymfoide stamceller udvikles til en type hvide blodlegemer, der kaldes for lymfocytter. De myeloide stamceller udvikles til en af følgende tre typer modne blodlegemer:

  • Røde blodlegemer (erytrocytter), der fører ilt og andre materialer rundt til væv i hele kroppen.
  • Hvide blodlegemer (leukocytter), der bekæmper infektioner og sygdomme.
  • Blodplader (trombocytter), der får blodet til at størkne for at forhindre blødning.

MDS kan påvirke alle stadier af både lymfoide og myeloide cellers udvikling.

Patienter med MDS har typisk et eller flere af følgende symptomer:

  • Anæmi: Et lavt antal røde blodlegemer, der typisk giver symptomer som træthed og svækkelse. Anæmi er det mest almindelige symptom på MDS.
  • Neutropeni (lavt antal neutrofiler – den vigtigste type hvide blodlegemer). Dette medfører hyppige infektioner.
  • Trombocytopeni (fald i antallet af blodplader). Trombocytopeni medfører, at man har let ved at bløde og få blå mærker.

MDS rammer fortrinsvis ældre personer. Årsagen til forandringerne i knoglemarven er i de fleste tilfælde ukendt. Hos et lille antal patienter opstår MDS som følge af tidligere kemoterapi eller strålebehandling eller på grund af, at patienten har været eksponeret for opløsningsmidler eller sprøjtegifte. MDS kan desuden også udvikle sig til en anden kendt form for hæmatologisk malignitet, der kaldes for akut myeloid leukæmi (AML).

Behandlingen af MDS har til formål at få symptomerne under kontrol og bremse sygdommens progression uden at forårsage alvorlige bivirkninger og at nedsætte risikoen for, at den udvikler sig til AML

  • Patienter med mindre alvorlig sygdom vil normalt blive behandlet med transfusioner af røde blodlegemer og blodplader og med antibiotika, da det er nødvendigt.
  • Patienter med mere alvorlig sygdom har brug for mere aggressiv behandling.
    • Der findes et antal muligheder, som blandt andet omfatter: understøttende behandling, lavdosis-kemoterapi eller intensiv kemoterapi, stamcelletransplantation og hypometylerende midler. Udvalget af behandlinger afhænger af patientens alder, sygdommens prognose-undergruppe og patientens aktuelle tilstand.