Milepæle inden for innovation: Udfaldet af myelomatose kan forandres

Myelomatose er en sygdom med en lang historie. Indtil for nylig blev den anset for at være uhelbredelig, og det har ikke været muligt at behandle denne form for blodkræft i særlig lang tid. Vi ser tilbage på de innovationer, der gør forskellen for patienter med myelomatose i dag, og på det akutte behov for og stigende håb om muligheden for helbredelse.

Myelomatose (MM) er en sygdom, der fortrinsvis rammer ældre personer, så på den måde kan man sige, at sygdommen har en lang livshistorie. Det er den næstmest almindelige form for blodkræft og består af en malignitet i plasmacellerne – en type hvide blodlegemer, der normalt producerer antistoffer. MM er kendetegnet ved en spredning af maligne plasmaceller og et efterfølgende overskud af anormale proteiner, som kan forårsage nyreproblemer.

De første dokumenterede tilfælde af myelomatose fandt sted i midten af 1800-tallet. Det blev kaldt for ”knoglevævsopblødning og knogleskørhed”, og sygdommen viste sig som træthed og knoglesmerter på grund af de mange frakturer. På det tidspunkt var der ingen medicinsk behandling, hvis man altså ikke medregner rabarberpiller og infusioner af appelsinskal. Der blev ofte brugt blodigler. En af de tidligste patienter, Thomas McBean, brugte stål og kinin.

I 1845 beskrev den engelske læge og kemiker Henry Bence Jones de unikke varmeegenskaber i et protein i McBeans urin og dets vigtige rolle i MM. Bence-Jones-proteinet er stadig en vigtig diagnostisk markør for myelom og andre former for blodkræft.

Et århundrede senere var der stadig kun få behandlingsmuligheder for patienter med MM. Strålebehandling var den eneste behandling af plasmacellekræft indtil indførelsen af uretan i 1947. Det blev standardbehandlingen i 15 år, men et placebokontrolleret studie kunne senere ikke påvise nogen behandlingseffekt.

I 1958 udviste kemoterapi-midlet melfalan en klinisk effekt på MM i form af en betydelig reduktion af tumorstørrelsen. I 1962 blev steroider føjet til arsenalet, da prednison viste sig at være aktivt mod MM. Melfalan og prednison blev bevist i et randomiseret studie med 183 patienter og blev grundpillen i MM-behandling i de kommende årtier.

I 1982 gennemførte man de første stamcelletransplantationer. Kombineret med højdosisbehandlinger gav autologe transplantationer det første håb om langsigtet overlevelse, men kun for en lille gruppe af egnede patienter. Patienternes høje alder og risikoen for transplantationsrelateret dødsfald udelukker et stort antal patienter fra stamcellebehandling.

Først i 1999 blev der varslet om nyudviklede lægemidler til behandling af myelomatose. Patienter med myelomatose lever længere i dag. Takket være innovationer inden for behandling af sygdommen, er overlevelsen blevet forbedret med 50 procent. Det er et markant fremskridt, men behovet for helbredende behandlinger er stadig akut. Ikke engang nu er medianoverlevelsen mere end 4-6 år for ældre patienter og kun 8-10 år for yngre patienter. (2) Desuden kan man ikke overvurdere den tunge følelsesmæssige og økonomiske byrde, som tilbagefald og vedvarende behandlinger medfører.

Myelomatose er en sygdom, der hovedsagelig rammer ældre personer. Når levetiden stiger i Europa, vil antallet af denne dødelige blodkræftform også gøre det. De generelle omkostninger til behandling af kræft, herunder kræftlægemidler i særdeleshed, udgør en brøkdel af de samlede sundhedsudgifter og ligger på mellem 5 og 10 procent i europæiske lande.

I en artikel publiceret i 2011 i Haematologica, European Hematology Associations officielle tidsskrift, beskrev hæmatologiprofessor Jesús F. San-Miguel tre ting der kan gøre MM til en potentielt helbredelig sygdom: at udrydde tumorklonen og kræftens stamceller helt; at bruge egnet værktøj til vurderingen af behandlingens effekt og at forsøge at få en passende balance mellem effekt og toksicitet med disse tre supplerende mål: livskvalitet, længere overlevelse og ultimativt en helbredende behandling.(3)

Der sker hele tiden fremskridt i forsøget på at forstå de underliggende molekylære hændelser, der forårsager myelom. Et nyt gennemført studie, der er publiceret i Cancer Cell (4), viser en udbredt genetisk forskellighed i MM-tumorceller, som tyder på mere end én sygdom og får betydning for målrettet behandling.

Det næste kapitel i myelomatosens lange historie er ikke skrevet endnu. Der er håb om, at historien vil handle om en helbredende behandling af en sygdom, som trods de store fremskridt stadig er kompleks – og dødelig.

 

  1. Cancer Cell 25, 13 januari 2014
  2. Sep 2011; 96(9): 1246-1248
  3. Sep 2011; 96(9): 1246-1248
  4. Cancer Cell 25, 13. januar – s. 91–101, 13